LO: Bedst at blive i efterlønsordningen

For langt de fleste kan det bedre betale sig at blive i efterlønsordningen, frem for at få efterlønnen udbetalt med det samme, viser nye beregninger fra LO.

- Set over en bred kam er det cirka en ud af ti, som kan have en interesse i at forlade efterlønsordningen nu, hvorimod ni ud af ti bør forblive i ordningen ud fra en rent økonomisk betragtning, siger økonom i LO Benn Vestergaard til TV Avisen.

Forventer kun beskeden effekt
Finansministeriet regner med, at der bliver pumpet op mod 17 milliarder kroner ud til forbrug, når efterlønsbidragene bliver udbetalt. Den beregning er LO ikke enig i. Her mener kun, at op til ti milliarder kroner vil blive udbetalt.

- Derfor forventer vi kun en beskeden effekt på forbruget. Samtidig vil en del af de udbetalte penge gå til at afvikle gæld og til at spare op på anden vis, lyder det fra Benn Vestergaard.

Han tilføjer, at for alle over 50 år er det en stor fordel at blive i ordningen. Men er man under 45 år gammel ser det strakt mere blandet.

På LO's hjemmeside kan man få udregnet, om det bedst kan betale sig at blive i ordningen eller at få pengene udbetalt.